Hoppa yfir valmynd

Ávarp ráðherra á 48. þingi Norðurlandaráðs (á dönsku)

12. nóvember 1996

Udenrigsminister Halldór Ásgrímsson
Tale ved Nordisk Råds session
København


Hr./fru præsident!

En overvejet og målbevidst beslutningsproces efter en grundig debat i ministrenes, parlamentarikernes og embedsmændenes fælles forum i Nordisk Råd har været det, der har kendetegnet de nordiske nationers indbyrdes samarbejde i de forløbne årtier. I denne ånd er Nordens samarbejde på realistisk vis blevet tilpasset nye og ændrede forhold, der er affødt af de økonomiske og politiske omvæltninger, der i løbet af få år har fundet sted i vores verdensdel. Det tydeligste eksempel er naturligvis den vægt den udenrigspolitiske debat tillægges i vores fælles forum. Det nordiske samarbejde er blevet bibragt nyt liv, hvilket viser sig i dets opgang og optimisme med hensyn til at beskæftige sig med morgendagens krævende opgaver.

I de forløbne måneder har det nordiske samarbejdes styrke markeret sig tydeligere. Nordiske nationers udvidede internationale forpligtelser og et voksende internationalt samarbejde har tydeliggjort de nordiske nationers særstilling i det internationale samfund og ført nationerne nærmere til hinanden. Det centrale i det nordiske samarbejde består i virkeligheden i mangeartede personlige forbindelser mellem personer fra forskellige grene i de nordiske samfund, og det har vist sig, at ændringer i enkelte nordiske nationers eksterne forpligtelser har begrænset indvirkning på rodfæstede forbindelser af denne art.

Men det nordiske samarbejde består ikke kun i tilpasning til ændrede forhold som følge af Sveriges og Finlands indtræden i den europæiske union. Kontakten til vore nabostater i Rusland og Baltikum er nu af naturlige årsager særdeles meget i fokus. Det centrale i dette samarbejde afspejles i den øgede vægt, der tillægges regionalt samarbejde inden for østersørådet, Barentsrådet og nu for nylig i Det arktiske råd. Nordens traditionelle samarbejde afspejler sig også i det faktum, at et nyt sikkerhedssystem i Europa er under udformning og man ser hen til regeringskonferencens beslutning om den europæiske unions fremtidige form. De nordiske ministres regelmæssige samrådsmøder med kolleger fra Estland, Letland og Lithauen er frugtbare og har yderligere styrket vores forbindelse til venskabsnationerne ved østersøens sydlige kyst.

Totalt ændrede præmisser i Europas sikkerheds- og forsvarsanliggender og den forestående udformning af et nyt sikkerhedssystem har i de forløbne måneder afspejlet sig i et udvidet og tættere samarbejde mellem de nordiske nationer på dette område. Med Sveriges og Finlands indtræden i den europæiske union er nu samtlige de nordiske nationer i øget kontakt inden for Den vest-europæiske union som medlemsstater, som associerede medlemmer eller som observatører. Sverige og Finland deltager også i øget omgang i Nato's fredssamarbejde. Denne udvikling har nu skabt forudsætninger for at tage sikkerheds- og forsvarsanliggender op til debat inden for Nordisk Råd. De nordiske nationer har en vigtig funktion i udformningen af et nyt sikkerhedssystem i Europa og det bedste forum i Norden for indbyrdes udformning af politik og meningsudveksling vedrørende sikkerhedg forsvarspolitik er Nordisk Råd.

Usikkerheden om den økonomiske og politiske udvikling i Rusland volder ganske vist nogen bekymring. Norden har omfattende interesser at varetage i sine kontakter med Rusland. Det gælder ikke kun økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser, men i lige så høj grad miljøsager og de russiske atomkraftværkers tilstand. Der er i løbet af kort tid opnået betydelige resultater i det regionale samarbejde inden for østersørådet og Barentsrådet, og arbejdet i disse organisationer er efterhånden ved at ligge mere fast. Det er kun halvandet år siden Island trådte ind i østersørådet og medlemsskabet har henledt islændingenes egen opmærksomhed på mangeartede samarbejdsmuligheder i regionen. Jeg lægger vægt på Islands markante deltagelse i østersørådet i fremtiden.

Et vigtigt element i at opretholde stabilitet og styrke den demokratiske udvikling i Europa er at sikre respekt for almindelige menneskerettigheder og de grundlæggende retsstatsprincipper. På det område har Europarådet en vigtig funktion. Under Danmarks formandsskab blev Rusland tidligere på året formelt medlem af Europarådet, og det var et stort skridt i retning af at styrke den demokratiske udvikling i Europas største og folkerigeste stat.

Jeg vil benytte lejligheden og takke Danmark for et vægtigt og vellykket formandsskab i Europarådet i det forløbne år.

Der blev taget et vigtigt skridt den 19. september nu i efteråret, da Norden, sammen med USA, Canada og Rusland undertegnede en konvention om etablering af Det Arktiske Råd. Rådets primære opgaver vedrører miljøbeskyttelse og selvbærende udvikling, men det er klart, at nationernes samarbejde endvidere vil bidrage til øget stabilitet i regionen. Meget står på spil og er afhængigt af at dette bliver vellykket og at Det Arktiske Råd bliver den samlede ramme om nationernes samarbejde i Arktis. I den forbindelse er det vigtigt i fremtiden at knytte pålidelige bånd mellem Nordisk Ministerråd og Det Arktiske Råd. Med tiden vil det være ønskeligt, at rådet får varigt hovedsæde i et af medlemslande, og islandske myndigheder har erklæret sig rede til at være vært for rådets kontorer.

Under sit formandsskab i EFTA lægger islændinge nu stor vægt på yderligere at styrke det politiske og faglige samråd mellem medlemsstaterne i Det europæiske økonomiske samarbejdsområde og EU-staterne. Blandt EU's anliggender er det nu regeringskonferencen, hvor der vil blive truffet vigtige beslutninger om unionens fremtidige struktur, der tilstrækker sig størst opmærksomhed. Resultaterne af regeringskonferencen vil direkte påvirke de kontraherende stater i Det europæiske økonomiske samarbejdsområde. Samrådsmøder om EU's regeringskonference afholdes med regelmæssige mellemrum med EFTA-landene. Der har man indhentet udførlig information og samtidig har EFTA-landene haft lejlighed til at fremføre deres synspunkter. Island og Norge har ligeledes i øget omfang været deltagere i EU's argumentation og erklæringer i international sammenhæng. Desuden er det et påtrængende spørgsmål, om man ikke specielt burde styrke meningsudvekslinger om EU's anliggender og øge de nordiske nationers indbyrdes samråd om disse anliggender her i Nordisk Råd. De nordiske stater fik observatørstatus vedrørende Schengen-aftalen fra og med den 1. maj i år og stadfæstede dermed i virkeligheden udvidelsen af den nordiske pasaftale. EU-staterne, Danmark, Sverige og Finland, bliver fuldgyldige medlemmer af aftalen og der finder i øjeblikket forhandlinger sted mellem Island og Norge om, hvorledes samarbejdet med Schengen-staterne vil blive arrangeret. Disse forhandlinger forløber planmæssigt.

Vestlige nationers forsvarssamarbejde på grundlag af Atlantpagten og USA's bidrag til Europas forsvar har sikret stabilitet i verdensdelen fra slutningen af 2. verdenskrig. Nato vil nu som hidtil indtage en nøgleposition i europæisk sikkerhedspolitik. Beslutning om en målbevidst forøgelse af antallet af medlemsstater i Nato bliver sandsynligvis truffet på Natos topmøde til næste år. Det er vigtigt, at udvidelsen af antallet af medlemsstater ikke bevirker, at der drages nye skillelinier i Europa, og et større antal medlemsstater må heller ikke gå ud over forsvarspagtens kapacitet eller dens oprindelige funktion. Nato's samarbejde med udenforstående stater inden for det Nordatlantiske samarbejdsråd og fredssamarbejdet vil fortsat være vigtigt for nye medlemsstaters tilpasning, og for i så høj grad som muligt at kunne styrke forsvarspagtens forbindelse til Rusland og Ukraine. Inden for Nato hersker der enighed om, at det er af afgørende betydning at imødekomme Rusland på bestemt vis, for eksempel med indgåelse af en særlig traktat mellem forsvarspagten og Rusland, som ville styrke tilknytningsforholdene og skabe øget stabilitet i kontakten mellem disse parter. Samtidig er det nødvendigt at understrege samtlige staters , herunder de tre baltiske staters, ret til at vælge egne løsninger i sikkerheds- og forsvarsanliggender.

Næste år vil der blive afholdt en historisk øvelse i Natos fredssamarbejde i Island. øvelsen bliver den første af sin art, hvor der vil blive lagt hovedvægt på civilforsvar og træning i at reagere på katastrofale naturbegivenheder i Island. Island lægger stor vægt på forberedelse og gennemførelse af denne øvelse og bredest mulig deltagelse fra fredssamarbejdets medlemsstaters side. De forgange ugers erfaring efter vulkanudbrudet i Vatnajøkull viser, at naturkræfterne som hidtil er lunefulde i Island og det viser endnu tydeligere hvor vigtige øvelser af denne art er. Femten deltagerlande i fredssamarbejdet har bekræftet deres tilmelding til civilforsvarsøvelsen.

Den kolde krigs afslutning og den positive udvikling med hensyn til sikkerheden i vores verdensdel har ført til at verdens nationer nu bedre skulle kunne gå sammen om at føre regionale krigshandlinger til en afslutning, assistere ved genopbygningen af krigshærgede områder og udrydde mistro. I Europa har tiltag i Bosnien-Herzegovina i de forløbne måneder bekræftet, at dette er muligt. Der hersker dog endnu ingen enighed om et nyt sikkerhedssystem i Europa, men forhandlingerne vedrørende dette finder især sted inden for RØSE. RØSE's virksomhed er blevet styrket meget i de seneste to år og institutionen varetager en vigtig funktion med hensyn til at behandle de mangeartede konsekvenser af den kolde krig. På RØSE's topmøde i næste måned påtager Danmark sig et vigtigt og krævende formandsskab.

Jeg vil til slut henlede opmærksomheden på, at Sveriges strålende indvalg i FN's sikkerhedsråd for nylig skaber nye muligheder for Norden med hensyn til at have øget og mere målrettet indflydelse på det reformarbejde, der nu finder sted inden for institutionen. Samtidig ligger der i valget en opfordring til Norden om at styrke nationernes nære samarbejde inden for FN og FN's underorganisationer. De nordiske nationer fejrer i disse dage FN's 50 års jubilæum og de understreger i den anledning deres betoning af at styrke organisationen med råd og dåd i fremtiden. Islands optagelse i FN i oktober 1946 markerede et særligt tidspunkt i den islandske nations historie for med dette medlemsskab blev Islands selvstændighed og suverænitet endeligt stadfæstet i praksis.

Tags

Contact us

Tip / Query
Spam
Please answer in numerics